I 2010 udkommer "Ribe Bys Historie 710-2010" i tre bind
Ribe Bys Historie i tre bind udkommer i anledning af 1300 års-jubilæet. Der er ikke skrevet en samlet historie om Ribe i over 60 år, og de bøger går kun op til år 1900. Derfor er Ribe Bys Historie udpeget til at være et af de fire fyrtårne i forbindelse med byjubilæet. Det er på tide, at Danmarks ældste by får en ny, opdateret og fuldstændig byhistorie.
Ribe Bys Historie udgives i samarbejde med Dansk Center for Byhistorie under Aarhus Universitet. Redaktøren for værket er den daglige leder af Dansk Center for Byhistorie, lektor, ph.d. Søren Bitsch Christensen. Han er en af Danmarks førende byhistorikere og har stor erfaring med udgivelse af byhistoriske værker.
Bogens forfattere stammer fra hele landet. Vi har samlet eksperterne inden for de forskellige områder, derfor skriver over 20 arkæologer og historikere i øjeblikket på den nye byhistorie.
Ribe Bys Historie opdeles således:
Bind I: Ca. 710-1500
Bind II: 1500-1850
Bind III: 1850-2010
Bøgerne udgives i 2010, bind I i juni, bind II-III i november.
Ribe Bys Historie bliver både opslags- og håndbog for folk, der er interesserede i Ribes historie, men den vil også blive et hovedværk for forskerne.
|