Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks

Hotel Dagmar ligger på Torvet i Ribe.  

Historiske spisesteder
 
Ribe har mange historiske bygninger og gode spisesteder: Hotel Dagmar og Weis' Stue er de mest berømte, men byen byder på mange gode restauranter. Ribe Turistbureau henviser gerne til dem.
 
Hotel Dagmar
Hotel Dagmar er et af byens mest kendte hoteller og spisesteder. Det oprindelige hus på Torvet blev i 1580 ødelagt af en brand, men rådmand, og senere borgmester, Laurids Thøgersen, opførte i 1581 en ny gård. I det meste af 1700-tallet var bygningen bolig for byens præsident, som var en slags overborgmester. Den første præsident i huset var Carsten Worm, barnebarn af den berømte læge og oldtidsforsker Ole Worm (1588-1654). Den sidste præsident i Ribe var Peter Ussing, der døde i 1788. Herefter blev præsidentembedet ophævet i Ribe.
Fra omkring 1800 blev bygningerne til gæstgivergård under navnet “Greisens Hotel” eller “Gæstgivergården”. Navnet “Hotel Dagmar” opstod først i 1912 i forbindelse med en større renovering.
 
Weis’ Stue ved Torvet i Ribe.
Weis' Stue ved Torvet i Ribe.
 
Weis' Stue
Weis' Stue er en af byen ældste huse og gemmer spor fra mange generationer og forskellige slægter fra byen. Bygningen er opført i to etager med 8 fags bindingsværk fra 1600-tallet. Weis' Stue er bygget på fundamentet af et middelalderhus. Huset er stadig indrettet som det oprindeligt var fra 1704, hvilket er med til at give restauranten en unik stemning.
Det vides ikke, hvem der ejede huset i de første hundrede år, men i 1704 var det ejet af Thun-slægten. I 1762 solgte Cecilie Thun huset til Anders Andersen Weiss. Gennem fire generationer drev Weiss slægten forretning på stedet, det blev til i alt 152 år.
I 1913 blev bygningen solgt til Ribe Kommune, og der blev gennemført en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Her fandt man blandt andet et stykke træ med initialer og årstallet 1704. Efter restaureringen blev Weis' Stue igen brugt som værtshus, og i dag drives stedet som hotel og restaurant.
 
Restaurant Sælhunden på Skibbroen. 
Restaurant Sælhunden på Skibbroen.


Restaurant Sælhunden
På Skibbroen ligger Restaurant Sælhunden, som har til huse i en over 400 år gammel bygninger. Her er en hyggelig stemning præget af Ribes nære forbindelser til havet. Udenfor har man udsigt til Ribe Å, og der er mulighed for overnatning.

Links:
Hotel Dagmar
Weis’ Stue
Restaurant Sælhunden
Alle spisesteder i Ribe

 
Kultur & Fritid • Torvegade 74 • 6700 Esbjerg • +45 76 16 18 64 • e-mail