Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks

Ribe med slotsbanken længst mod vest.

Riberhus Slot

Riberhus Slot lå på Slotsbanken i Ribe. I dag er der kun ruinrester tilbage samt en bronzestatue af dronning Dagmar, der boede på slottet i starten af 1200-tallet. Slottet var ikke den første bygning på stedet. Arkæologiske udgravninger viser, at der har været mennesker i området allerede i 1100-tallet.

Den første borg
Under udgravninger på Slotsbanken har man fundet beviser på, at der har været mennesker på stedet i 1100-tallet. Dette har dog ikke nødvendigvis været i forbindelse med et slot eller en anden bygning, men ud fra historiske kilder, ved man, at der har ligget en kongsgård på slotsbanken i starten af 1200-tallet.
Dette har været en kongelig borg, hvorpå der boede en foged, som skulle varetage kongens interesser i området og opkræve skatter og afgifter ind fra borgerne. Fogeden, der senere blev kaldt en lensmand, bestyrede et geografisk område, kaldet et len, og Riberhus len bestod af det meste af Vestjylland op til Nymindegab. En af de mere kendte lensmænd på borgen var Albert Skeel, hvis gravminde kan ses i Ribes Domkirke. Albert Skeel var lensmand under Christian IV i 1600-tallet.

 
Dronning Dagmar skuer ind mod Ribe.
 Dronning Dagmar skuer ind mod Ribe.
 
Slottets udseende
Vi ved ikke, hvordan slottet oprindeligt har set ud, men arkæologiske undersøgelser viser, at slottet bestod af en række sammenbyggede huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. Derudover gjorde de tykke mure og voldgraven det svært for uvedkommende at trænge ind på Riberhus. Når man skulle ind på slottet, måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.
I 1400-tallet blev Ribe fattigere og indbyggertallet faldt, blandt andet som følge af flere pestepidemier. København var nu Danmarks hovedstad, og Riberhus begyndte at gå i forfald fordi der ikke længere var den samme aktivitet på slottet. Efter svenskekrigene i 1600-tallet var bygningerne så forfaldne, at slottet blev revet ned.
Voldstedet ved Riberhus. I baggrunden ses resterne af skriverstuen.
Voldstedet ved Riberhus. I baggrunden ses resterne af skriverstuen.
 
Slotsbanken i dag
På Slotsbanken ses i dag en statue af Dronning Dagmar, som var gift med Valdemar Sejr. Hun døde allerede som 23-årig på Riberhus Slot, og statuen forestiller hende i stævnen på en båd, på vej til Ribe. Det er kunstneren Anna Marie Carl-Nielsen, der i 1913 lavede statuen til minde om den unge dronning.
I 1940-1941 gennemførte man en restaurering af ruinerne på Slotsbanken, hvor man blandt andet også rensede voldgravene op, så de igen er fyldt med vand, ligesom i slottets storhedstid. I samme ombæring førte man i store træk Slotsbanken tilbage til sit oprindelige udseende; ca. 8 meter høj og et areal på 90x90 meter. Den bygning, man kan se rester af, er skriverstuen.
 
Ifølge lokale legender går der en tunnel herfra, under voldgraven og ind til Ribe.
Ifølge lokale legender går der en tunnel herfra, under voldgraven og ind til Ribe.
 
Kilder:
Henrik Lerdam: Birk, lov og ret, Birkerettens historie i Danmark indtil 1600, 2004.
Chr. Axel Jensen: Riberhus Slotsbanke, Nationalmuseets Blaa Bøger, 1942.
Red. Connie Jantzen, Lennart S. Madsen og Rikke Agnete Olsen: Voldsteder i Danmark. En vejviser. Jylland II, 1999.
 
Links:
 
Kultur & Fritid • Torvegade 74 • 6700 Esbjerg • +45 76 16 18 64 • e-mail